Fase 2 - ønsker & behov

I er nu gledet ind i fase 2 og skal her gennemføre tre-fire aktiviteter i projektgruppen. Det er en spændende fase, hvor I kommer tættere på jeres brugere, får taget hul på jeres persona-arbejde og kommer i gang med diskussionerne om hvad jeres nye rum egentlig skal kunne.

02_Faseoversigt.jpg

Læs introduktionen her, og brug ellers værktøjskassen, som I finder ude i højre spalte. Øvelsesvejledningen hjælper jer med at komme godt igennem øvelserne.

Vi anbefaler at I inddrager eleverne i denne fase, og vores oplæg er at I interviewer og filmer dem gruppevis. Dette skal gøres forud for jeres workshop. Find interviewguide + vejledning til dette i værktøjskassen.

Nedenfor er en beskrivelse af de aktiviteter, I skal igennem i denne fase. I skal selv vurdere, hvem fra projektgruppen, der deltager i den enkelte aktivitet.

I øvelsesvejledningen står det forklaret, hvordan I griber det an.

1. Rundgang i eksisterende faciliteter

Gå en tur i jeres eksisterende naturfagslokaler og tal jer igennem refleksionsskemaet - find skemaet ude i højre spalte.

2. Workshop

Hvilke muligheder skal vores rum give?

I skal nu for alvor diskutere jer frem til hvad jeres nye fysiske rammer egentlig skal kunne.

Inden workshoppen har I været i naturfagshuset eller besøgt en anden skole som har brugt NyNaturfag rumkonceptet i deres indretning. Alle i gruppen har som udgangspunkt haft lejlighed til at læse NyNaturfag rumkonceptet (se højre spalte).

I begynder ikke konkret at indrette eller tegne på workshoppen – det er meget afgørende at I holder hinanden op på at vente til fase 3, selvom I helt sikkert har en masse idéer allerede nu.

Brug øvelsesvejledningen + eksemplerne i højre spalte til at få planlagt og gennemført workshoppen. Brug tid på at få skrevet vigtige pointer og beslutninger ned undervejs.

Det hele skal være afsættet for resten af processen og grundlaget for det færdige resultat.

3. Elev- og Lærerpersonaerne 

Metoderne til at sikre en varieret undervisning, der tilgodeser forskellige elevtyper, kan være mange. Personametoden er en af dem.

Denne aktivitet kan enten være et led i jeres workshop eller den kan være en selvstændig aktivitet. Den bør vare en times tid, og naturfagslærerne og proceslederen plus arkitekten er vigtige deltagere. Man kan ikke kende sin målgruppe for godt!

Sådan gør I: Brug de eksisterende elevpersonaer eller udvikl jeres egne ud fra den metode, som I finder her på sitet. Hvis det er en hel ny skole I er ved at bygge, bør det være et led i den store udvikling og altså en del af det større projekt.

I øvelsesvejledningen til denne fase finder I hjælp til jeres persona-arbejde.

4. Elevindragelse – se spørgeguiden

Elevinterviews er en mulighed for at inddrage brugerne af jeres nye rum og få deres mening om, hvad de mener, fungerer; og hvad de godt kunne tænke sig i fremtiden. Der kan være spændende overraskelser gemt i besvarelserne – noget som I slet ikke selv havde set med jeres voksenøjne.

Vær opmærksom på, at eleverne kan have en forventning om at kunne genkende noget fra deres besvarelser i det færdige resultat – ligesom alle andre, der engagerer sig i processen.

Brug spørgeguiden, som I finder i højre spalte her på siden.

Gennemlæs og tematisér de væsentligste udsagn fra elevinterviewene, så de kan præsenteres for hele projektgruppen.

Afrunding fase 2

Når I har afsluttet fase 2, har I følgende dokumenter, som skal bringes videre til næste fase:

  • Samlet og tematiseret behovsliste og fravalgsliste
  • Refleksionsskema med noter/markeringer
  • Elevudsagn – evt. tematiseret
  • Personaer – nye eller tilrettede personaer

Nu er I klar til fase 3.

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg