Fase 3 - idéudvikling

Alt det I har været igennem i de foregående to faser skal nu udtrykkes i et rumprogram, i skitser og i forskellige såkaldte moodboards. Hvad kan lade sig gøre i praksis, hvilke stemninger vil vi gerne skabe, og hvordan kan vi opnå hele spændvidden i netop vores rum?

03_Faseoversigt.jpg

Læs introduktionen her, og brug ellers værktøjskassen, som I finder ude i højre spalte. Øvelsesvejledningen hjælper jer med at komme godt igennem øvelserne i fase 3.

Rummets funktioner og spændvidde

I denne fase skal I udvikle et rumprogram, som viser sammenhænge, adskillelser, rumdimensioner og dagslys.

Hvilket rum giver mulighed for aktiviteter som larmer? Hvor er der et stilleområde etc.?

Brug jeres ønskeliste og oplist de krav hvert rum skal imødekomme, for at skabe den bedste ramme om de funktioner og den adfærd, I ønsker og har brug for.

Hvis jeres eksisterende rum har forskellige størrelser eller rumhøjde, varieret dagslys eller forskellige gulvniveauer, kan I bruge rummenes indbyggede ’benspænd’ til at skabe forskellige stemninger og til at understøtte særlige aktiviteter.

I jeres færdige rumprogram skal der være beskrivelser af anvendelsen af arealer, men også af akustik, overflader og farver, dagslys og kunstlys. Rumprogrammet skal afklare, hvorvidt alle ønsker og behov kan indfries med de rum, som er til rådighed.

Skab stemninger og fortæl historier fra virkeligheden

Brug moodboards til at illustrere de oplevelser, som I gerne vil give i jeres naturfagslokaler. Moodboards kan være små collager af billeder, farver, inventar, en særlig måde at skabe lys eller rumadskillelser på, kunstnerisk udsmykning, info-grafik og alt andet, som kan beskrive iscenesættelsen af hvert rum eller område.

Brug også ’virkelige’ ting i naturfagslokalerne. I Naturfagshuset har vi et rigtigt obduktionsbord og en rigtig operationslampe fra et sygehus – måske har I også mulighed for at skaffe brugt inventar fra værksteder, laboratorier, eller sygehuse? Få det med på jeres moodboards og brug rumprogrammet til at sikre, at der er plads.

Se eksempler på moodboards og brug øvelsesvejledningen i værktøjskassen til at udforme jeres egne.

Test spændvidden

Gode naturfagslokaler giver både plads til at være indadvendt og udadvendt; og til at arbejde naturfagligt og med mere generelle discipliner. Vi kalder det rummenes ’spændvidde’. Har I sikret en stor spændvidde?

Indretningen af rummene præger den måde, vi bruger dem på. Nogle indretninger eller rumelementer indbyder til lang, indadvendt aktivitet. Andre til en hurtig diskussion stående/siddende. Vi har udviklet en række rumelementer til naturfagshuset, som I kan finde via linket i højre spalte – eller I kan udvikle jeres egne løsninger med brug af nyt eller gammelt inventar i nye opsætninger.

Jeres rumelementer er ikke nødvendigvis de samme som i naturfagshuset, men spændvidden bør være lige så stor.

Brug det særlige 'spændvidde-redskab', når I tester spændvidden i jeres rum. I finder det i værktøjskassen.

Godkendelse

I sidste del af denne fase udvikler arkitekten skitser med afsæt i jeres arbejde og fremlægger sit oplæg til rumprogram for hele projektgrup-pen. Arkitekten samler kommentarer og reviderer oplægget, indtil rumprogrammet indeholder god spændvidde og I er enige.

Måske holder rumprogrammet ikke til budgettet? Hvis det er tilfældet, skal rumprogrammet skæres til, så det kan realiseres. Det som ikke tjener projektets formål, skal helt væk! Brug jeres kendskab til personaerne og tag læringsbriller på!

Hvis projektgruppen ikke mener, at en idé skaber værdi i undervisningen og øger elevernes engagement for naturfag – eller noget andet, som er en målsætning for projektet – skal idéen ikke realiseres. Det er vigtigt at hele projektgruppen deltager i diskussionerne. Det skaber forståelse for frasorteringer og sikrer fortsat fokus på projektets formål og rummets brugere: jer og jeres elever.

Fasen afsluttes med godkendelse af det rumprogram og de moodboards, som I vil arbejde videre med. Både styregruppe og projektgruppe skal godkende.

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg