Personametoden

Få inspiration til hvordan I fastholder et elev og lærerfokus, når I skal tænke jeres naturfagslokaler forfra. Vi brugte selv personametoden, da vi udviklede konceptet.

Personas.JPG

Brugen af personaer er en metode vi har set brugt siden 1999. Den handler om at forstå sin brugergruppe og fastholde et fokus på brugerens behov, når man udvikler nye produkter, designs eller som i det her tilfælde: udvikler nye naturfagslokaler.

Tanken med personaer er at man personificerer sin målgruppe og retter sin udvikling og formidling mod en repræsentativ person i stedet for mod eksempelvis en hel fagruppe – eller en hel elevgruppe. Det vil sige at man giver sin målgruppe et ansigt, en historie og en personlighed, som alle i udviklingsgruppen kan identificere sig med.

I Århus Kommune har man fx brugt personaer til at udvikle et nyt koncept for borgerservice, og hos DSB har man brugt metoden til at forstå sine forskellige kunders forskellige behov. De der arbejder med metoden beskriver det ofte som et af de bedste værktøjer, når det gælder om at få og fastholde et brugerfokus.

Vi har brugt metoden, da vi udviklede vores prototype og indretningskoncept. Det er blevet til i alt 10 personaer - fire lærere + seks elever. Vi brugte dem til at svare på følgende spørgsmål i vores udviklingsarbejde: Hvem er brugerne? Og hvordan tager vi hensyn til deres forskellige behov, evner og det de hver især motiveres af?

Personerne kan downloades via linket i højre spalte og kan bruges frit, som det passer i jeres udviklingsprojekter på skolen.

Forstå modtagerens behov

Brugen af personaer handler altså om at forstå modtagerens behov og adfærd, udover fakta som køn, alder, social position, etnicitet mv.

Første trin i arbejdet med personaer er at opfinde en person af kød og blod og sætte et rigtigt ansigt på. En fiktiv person vel at mærke.

Ideelt set er det organisationen – i det her tilfælde skolen og/eller kommunen selv – der udvikler/digter sine personaer, men det skal så vidt muligt ske ud fra grundige analyser og viden om målgruppen.

Personaerne sættes derefter ind i en række scenarier, hvor de skal benytte det design, den løsning eller i det her tilfælde det naturfagslokale, man er ved at udvikle.

Man skal spørge sig selv, hvordan naturfagslokalet vil skabe værdi for de forskellige personaer. Det kan I kun svare på fordi I har identificeret deres situation og behov. På den måde går man fra viden og data over til analyse og løsning.

Du kan downloade tegninger + beskrivelse af dette projekts personaer her nedenfor.

Elev- og lærerpersonaer udviklet til projektet

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg